Kim og Helle - menneskene bag Superhunden
Her er vi så – menneskene bag Superhunden. Vi bor i skønne Middelfart med vores tollere.
I 2000 fik vi vores første hund, kooikerhondjen Javo og han var SUPERHUNDEN. Han introducerede os til en helt ny verden: hundeverden – og alle de dejlige hundeejere vi har lært at kende i den verden.
Det viste sig også hurtigt at én hund ikke er nok. Så i 2003 fik vi vores første toller Delphi. Vi blev totalt forelsket i toller-racen og siden da har vi altid haft 2 – 3 tollere i huset.
I løbet af få år var jeg blevet uddannet hvalpeinstruktør hos DKK og tilbragte mange timer med at undervise andre hundeejere og deres hunde.
Jeg var selv blevet bidt af hundetræning, og var ofte afsted til konkurrencer i weekenderne. Jeg har trænet og konkurreret i mange slags hundesport: lydighed, rallylydighed, agility, spor og schweissspor, tricks og dogdancing og senest tollerjagtprøver.
Sammen med hundene har jeg også vundet mange konkurrencer, bla. et Danmarksmesterskab, men med årene har jeg ikke længere interesse i at deltage i konkurrencer. Jeg nyder træningen og hverdagen med hundene, og deltager kun i enkelte prøver i løbet af året når jeg har lyst. Det er jo stadig hyggeligt at komme ud til prøverne og møde alle de gode hundevenner.
Igennem årene har jeg løbende deltaget i træning, kurser og foredrag for at dygtiggøre mig selv i træningen af mine hunde, og jeg har også taget flere forskellige uddannelser undervejs. Klikkerinstruktøruddannelsen i 2010 er nok den der har påvirket min hundetræning mest, og det med at opdele alle øvelser i små delmål og lave kriterieplaner passer rigtig godt til en detalje-nørd som mig.
Hundeverden har også smittet af på Kim. Han var dog mest interesseret i agilityen, og han har været både agilityinstruktør og agilitydommer i en årrække.
Jeg tog opdrætteruddannelsen og fik kennelmærke – TolKooi’s – en sammentrækning af navnene på de 2 racer vi havde på det det tidspunkt.
I 2006 fik Delphi et kuld på 5 skønne hvalpe. Men det er hårdt at sige farvel til de skønne hvalpe når de flytter hjemmefra, og det er hårdt at følge dem i livet bagefter når tingene ikke går som planlagt. Så vi har holdt en lang pause fra opdræt, og først nu i 2023 er der planer om et kuld små uldtotter igen.
Den seneste uddannelse var en 1-årig uddannelse som hundezoneterapeut, hvilket har været utrolig spændende og lærerigt. Jeg tilbyder zoneterapi til hunde i Superhundens Zone – for selvfølgelig måtte navnet på min lille hobbyvirksomhed afspejle hele historien tilbage til “Superhunden”.
Vi valgte i 2023 at skifte kennelmærke fra TolKooi’s til Superhundens. Der har kun været ét kuld TolKooi’s hvalpe og vi planlægger ikke at racen kooikerhondje kommer til at indgå i vores opdræt.
Til gengæld er navnet “Superhunden” blevet en del af hverdagen med hundene, og det føltes naturligt at det skal indgå i vores opdræt af tollere.
Kontakt os
Helle Lund Pedersen
DK-5500 Middelfart
helle@superhunden.dk
Hundelivets uddannelser
-
2001 DKK's basisuddannelseUddannelsen gav kendskab til DKK, racetyper og adfærd.
-
2002 DKK's hvalpe- og unghundeinstruktøruddannelseUddannelsesforløb over 1 år som føl og aspirant hos uddannet instruktør samt weekendkurser i undervisningsteknik, øvelser, shaping, kommunikation, raceegenskaber, træningsplaner og meget mere.
Skriftlig og praktisk eksamen. -
2005 DKK's opdrætteruddannelseDKK's opdrætteruddannelsen sammen med godkendelse af vores kennel og kennelmærke TolKooi's.
-
2009 DcH's agilityinstruktøruddannelseDcH's grunduddannelse omfatter pædagogik, kommunikation og planlægning. Adfærd og racegenskaber. Indlæringsprincipper og socialisering.
Overbygning til agilityinstruktør. -
2010 KlikkerinstruktøruddannelseUddannelse over 8 mdr. af Canis instruktører med alt hvad klikkertræning indebærer, fx. grundfærdigheder, baglænskædning, flyd, stimuluskontrol, indlæringspsykologi, impulskontrol, kvalitetssikring, belønningsformer, kriterieplaner, forstærkningsskemaer og meget andet.
-
2010 Den lovpligtige HundeholderuddannelseUddannelse omfatter adfærd, genetik, reproduktion, regler og rammer for hundehold samt hundens røgt og pleje.
-
2019 Hundezoneterapeutuddannelse1-årig uddannelse til certificeret dyrlægeeksamineret hundezoneterapeut hos Sano Canis.
Uddannelsen omfatter zoneterapi, akupressur, meridianer, de kinesiske 5 elementer, ansigtszoneterapi, adfærd, ernæring og Bachs Remedier.